Brug dog Billund Airport
Foto: HENNING NYVANG
Jeg hører - og desværre ganske ofte - beretninger fra folk her i området om "hvor billigt og nemt det er at flyve fra Hamborg Airport", selvom vi har en af EU´s bedste og billigste lufthavne i Billund.
Et blik på Hamborg Airports hjemmeside afslører da også gode tilbud på flyrejser til bla. USA, men også masser af tilbud til resten af Europa.
Hvis vi så herefter ser på udbuddet af rejser ud af Billund, så er der flyrejser "til hele verden", blot er der "et stop" på nogle destinationer. Typisk går de interkontinentale ruter via Amsterdam, Frankfurt, Kastrup mv.
Hvis vi sammenligner priserne til de destinationer, hvor der er direkte forbindelser, f.eks. ved Middelhavet (Malaga, Alicante, Nice, Milano, Pisa, Rom,osv.), så er priserne med lavprisselskaberne så lave både fra Hamborg og Billund, at der ikke er nogen fornuft i at køre hele vejen til Hamborg.
En væsentlig udgift ved en flyrejse i dag er: parkeringsafgiften for egen bil i startlufthavnen. Sammenligner vi Billund og Hamborg, så er laveste parkeringsafgift i Billund 290 kr. for 7 dage, hvorimod en uges parkering i Hamborg koster mindst 52 euro = 390 kr.
Afstanden fra Billund og til Flughafenstrasse 1 i Hamborg er 278 km. Det betyder en brændstofudgift i egen bil på ca. 400 kroner (15km på 1 liter benzin). Så hvad det lige er, der sender folk fra vores område, ud på en køretur på 2½-3 timer, for at flyve til Malaga til priser, som er direkte sammenlignelige med prisniveauet for en tilsvarende rejse fra Billund? ja det må stå hen i det uvisse!
Derfor brug Billund Lufthavn, hver gang du skal ud "i verden".









RSS