Nu efter vinter kommer vår
Foto: HENNING NYVANG
Det synger vi med håb i stemmen allerede om efteråret, når høsten er i hus, og skoven falmer trindt om land. Vi synger det samme i en af Grundtvigs påskesalmer.
I vintermørket har vi længtes efter lyset og varmen. Langsomt er det kommet tilbage til os, og i de vintertrætte lemmer har vi kunnet mærke, at den morgenrøde forårssol var på vej.
Også fuglene har forkyndt det for os med deres travle gøremål.
På havebordet ligger en glemt bamse. Den er blevet helt tynd i pelsen de seneste par dage, for fuglene har haft travlt med at hente redemateriale til deres kommende unger fra dens mave.
Fra morgen og til aften høres fugletungers tusindfryd. De kappes om at give lyd, der priser Skaberkraften, for det er et sandt under, der finder sted for vores øjne hvert eneste forår.
I mange år havde jeg bøgeskoven ud for mine vinduer. Hvert år besluttede jeg mig for, at i år ville jeg holde øje med foråret og se bøgeskoven springe ud. Jeg nåede det aldrig, for pludselig en morgen, så var den alligevel sprunget ud – det vokser jo, medens vi sove, som vi synger i en anden af vore høstsalmer.
Det skete også i år!
– Påskedag var bøgen allerede sprunget ud ved Urup Kirke, og da jeg kørte hjem efter gudstjenesten, fik jeg øje for, at også mirabelle træerne nu står i fuldt flor med deres graciøse hvide blomster.
- jo det er så sandelig blevet forår!









RSS