Brug for solidaritet
Foto: HENNING NYVANG
1. maj, international kampdag - røde faner og socialistiske taler. Helt ærligt, er det ikke noget, der hører fortiden til. Hvad skal vi med solidaritet i dag. Var det ikke noget, man havde brug for, da Stauning var ung. Hvis man endelig tænker over og måske deltager i 1. maj møder, er det så ikke bare en tradition på linje med pinsefrokosten?
Rigtigt er det, at 1. maj ikke betyder så meget for mange, som det gjorde for et par generationer siden. At antallet af deltagere kan ses på vejret. Når det regner og rusker, står taleren næsten alene - ved høj solskin kan der faktisk være rigtigt mange mennesker, så det næsten vidner om folkefest.
Hvorfor er vi så nogen, der stædig holder fast? Hvorfor aflyser vi ikke bare de gamle måder at mødes på og bruger alle kræfter på Facebook, Twitter, hjemmesider og hvad de nu hedder de mange moderne måder at kommunikere på.
Svaret er selvfølgeligt, jeg er håbløs gammeldags, for jeg synes faktisk, det er hyggeligt og inspirerende at drage rundt i landet og holde mellem fem og ti taler. At møde de mennesker der "gider" gå til 1. maj-møde.
Der er kommet mere og mere skærm mellem politikere og danskerne. Da jeg i sin tid startede i politik, kunne Venstres daværende mangeårige folketingsmedlem Ivar Hansen og undertegnede uden problemer samle op til et par hundrede mennesker rundt omkring i egnens forsamlingshuse. Det skal man faktisk være statsminister for at kunne i dag. Den direkte kontakt findes næsten ikke mere. Det foregår på tv, Facebook og hvad det nu hedder, de moderne kommunikationsmidler Det er også godt nok - men det kan ikke erstatte den direkte kontakt.
Så, hvad enten det er regn eller solskin, så glæder jeg mig år efter år til 1. maj - måske ses vi?
Ps. Der er faktisk stadig brug for solidaritet!
RSS