Svært valg
Foto: HENNING NYVANG
Hver dag kører jeg ca. 60 km til og fra arbejde, og på den tur har man tid til at tænke over mangt og meget. Efter nu at have kørt turen i næsten otte måneder, kan bilen næsten selv finde vej, og jeg begynder at opleve nye ting på ruten.
Den sidste del af min rute er på almindelig landevej, og her er jeg begyndt at lægge mærke til vejnavnene og fundere over, hvor disse veje mon fører hen, og mon jeg en dag skulle tage en tur ned af en af dem, for at se, hvad der viser sig, og hvem, der bor der.
Mine tanker springer til et digt af Robert Frost ”The Road not Taken”, som handler om de valg, vi som mennesker hele tiden står over for. Hvad ville der ske, hvis jeg havde vælger den sti, der umiddelbart ser ud til at være mest tilgængelig, men hvor jeg kun kan se til det første sving? Vil den være helt ufremkommelig senere på ruten eller vil den vej, som ved første øjekast ligner et tjørnekrat vise sig senere at være asfalteret og lige til at komme frem ad? Den slags valg træffer vi hele tiden, og undervejs deler vejene sig tit igen, så vi tvinges til at foretage en masse valg.
Disse valg vil en del unge mennesker i den kommende tid stå over for, når de med deres eksamen i hus skal videre i livet og beslutte sig for, hvilken vej, de skal tage. Den solbeskinnede, brede eller den smalle med alle tjørnegrenene – for hvad venter der længere fremme?









RSS