God service på skadesklinik
Når de mindre uheld er ude, så er det vel nok ærgerligt, at skadestuen på sygehuset i Grindsted blev lukket for få år siden.
Forkert! For faktisk kan man – modsat hvad mange tror - sagtens få hjælp ved mindre skader på Sydvestjysk Sygehus Grindsted. Også i weekenden.
Det fik vi i min familie brug for i går, da min datter, Sarah, på tre og et halvt år, var så uheldig at brække overarmen.
Hun legede ude i det gode vejr sammen med sin tvillingebror og en veninde. Hun faldt på græsplænen, som hun har gjort et utal af gange før, men landede denne gang åbenbart ret uheldigt. Armen hævede lige over albuen og vi besluttede derfor at ringe til skadeklinikken på SVS Grindsted.
En time senere var vi hjemme igen med armen i gips. I den tid var hun blevet undersøgt, havde fået taget røntgenbilleder, blevet undersøgt igen og fået sat gips på armen med den helt rigtige røde farve – set med en knap fire-årig piges øjne. Og det hele sluttede med, at skadessygeplejersken gav hende en is.
En fantastisk hurtig service – og så slap vi for at tage turen til skadestuen i Esbjerg.
Den eneste ulempe ved besøget var, at da vi kom hjem blev hendes tvillingebror ved med at hævde, at han også havde brækket armen. Han havde øjnet chancen for is ad libitum samt en sej arm med blåt gips.









RSS