Om borgermøder og borgerviden
For et par dage siden var der borgermøde i Sdr. Omme, og jeg var med på en lytter.
Billund kommune skal have en ny kommuneplan – en plan for udvikling af kommunen i en årrække fremover, og derfor er kommunens borgere inviteret med til at komme med kommentarer, ideer og forslag fra deres dagligdag.
I grunden burde det ikke hedde borgermøder, men borgerhøringer. For borgerne i Sdr. Omme vidste godt, hvor skoen trykkede. Trafikken gennem byen er bare steget og steget, og i sær den tunge lastvognstrafik er et stort problem. Desuden køres der for stærkt.
Det kan være svært for langsomt gående at komme over hovedgaden i deres egen by. Dagplejere tør ikke bruge midterhellen, for når man har 3 eller 4 små børn med sig, er det kun 2 af dem, man kan holde i hånden.
Andre bekymrede mødre, der boede lidt uden for byen, kunne fortælle, at de ikke brugte skolebussen, når deres børn skulle i skole i Sdr. Omme. Bussen holdt nemlig på den forkerte side af vejen, så deres børn skulle over den farlige Vejlevej for at komme på og af bussen.
At forebygge ulykker og passe på store og små, bør have den højeste prioritet. Og det opnår vi kun, hvis vi handler. Ord er ikke nok. Eksperterne i virkelighed har givet deres bud, og de skal omsættes til forandringer, der virker.









RSS