At gå til bageren
Foto: HENNING NYVANG
Der findes ikke noget bedre end forårets mange festdage – og for de fleste heldigvis også fridage. Man bliver i godt humør, når man ikke vækkes af vækkeuret, men til lyden af fuglefløjt. De stakkels fugleforældre har travlt for tiden med at skaffe føde til deres unger.
Også hos os skal vi have føde sådan en dejlig forårsmorgen, og hvad er så bedre end at tage hunden med til bageren, lade den snuse undervejs, tage sig god tid, hygge sig i køen, for man er jo ikke den eneste, der har fået lyst til at gå til bageren efter frisk morgenbrød.
Alene duften af det nybagte brød i posen på vej hjem – det sætter en kadence for resten af dagen – for findes der noget bedre end at lade roen sænke sig, sætte sig med sin kaffe og sit brød og at give sig god tid med avisen, nej vel?
At kunne gå til bageren efter frisk brød en søndag morgen, er ikke alle forundt.
For mange år siden boede min mand og jeg i Bremen i Tyskland. Der kunne bageren ikke drømme om at holde åbent en tidlig søndag morgen.
Til gengæld holdt bageren gerne åbent søndag eftermiddag mellem to og tre for at sælge lagkage og tærter til eftermiddagskaffen.
Efter omkring to år uden friskbagt bagerbrød om søndagen blev længslen for stor. Vi måtte ganske enkelt tilbage til Danmark igen, for hvad skal man da med tærte søndag eftermiddag, når det er friskbagt morgenbrød, man har brug for søndag morgen inden kirketiden!









RSS