Et brag af en festuge i vente
FESTUGE: I uge 36 sættes alle sejl til for at få stablet en festuge på benene i Grindsted – en begivenhed, der meget gerne skulle udvikle sig til en fast tradition.
Allerede nu kan arrangørerne af festugen konstatere, at opbakningen fra foreningslivet i Grindsted er stor.
Længe inden det endelige program ligger klar tegner hovedtrækkene sig til en festuge, der absolut er værd at lægge mærke til. Med navne som Michala Petri, mr. Big Fat Snake, Peter Viskinde, en musikfestival i Anlægget samt to endnu ikke offentliggjorte arrangementer, som også kan trække publikummer i hundredvis, kan arrangørerne godt begynde at smile.
- Dette her overstiger vores største drømme, siger Jan Poulsen, der er den egentlige ophavsmand til festugen.
Under en campingtur ved Slagelse sidste år blev han opmærksom på at byen havde en festuge med rigtige mange arrangementer. Han tænkte derfor på, hvordan man kunne overføre ideen til Grindsted.
- Jeg tog fat i bestyrelsen for handelsstandsforeningen. De fandt ideen god og da vi pludselig opdagede, at Billund Kommune havde ansat en kulturkonsulent, så tog vi selvfølgelig fat i hende. Herfra var der også fuld opbakning og så har vi ellers bare arbejdet videre med ideen, siger Jan Poulsen.
Til arbejdsgruppens – og festugens – store glæde kom der hurtigt tilbagemeldinger fra foreninger, der gerne ville have et arrangement ind under festugens vinger.
- Det er jo sådan, at det er foreningerne selv, der bærer risikoen og dermed også scorer en eventuel gevinst. Der er ikke en festuge-organisation, som i eksempelvis Århus. Vi prøver bare at samle en lang række arrangementer, men det er op til de enkelte foreninger at sørge for afviklingen, siger Jan Poulsen.
Festugen er planlagt til at løbe fra onsdag den 2. september til lørdag den 5. september.









RSS