Om at komme frem og tilbage
Som en sol med stråler ud til alle verdenshjørner ligger Grindsted på et kort med buslinier til og fra byen. For 50 år siden var det jernbanelinier, der førte ud til alle nabobyerne og de nærmeste købstæder.
Den 31/3 1957 forsvandt banen til Vejle over Billund. Den 31/3 1968 blev banen til Troldhede og Kolding nedlagt Den 31/3 1971 forsvandt banen til Esbjerg og Brande / Silkeborg., og den sidste bane – nemlig banen til Varde – blev nedlagt den 31/3 1972. Tilbage var en skinneforbindelse til Bramming, der i dag bliver brugt en gang om ugen til tankvogne til Danisco.
Men så er det vel også blevet meget hurtigere at komme frem og tilbage end for 40 år siden ?
Nej, det er det egentlig ikke. Der er kommet dobbelt så mange afgange – og det er blevet mange gange dyrere at bruge kollektiv transport – men rejsetiden har ikke ændret sig meget.
En tur med tog til Sdr. Omme tog 13 minutter i 1968. I dag tager Xbussen 11 minutter. Skulle man til Kolding tog det 1 time og 30 minutter. I dag skal man skifte i Billund og sammenlagt tager turen 1 time og 20 minutter.
Turen til Esbjerg med iltog kunne i 1968 gøres på 51 minutter, og i dag tager Xbussen 1 time. Turen til Billund med tog i 1957 varede 20 minutter, og skulle man til Vejle kunne det gøres på 1 time og 12 minutter. Med bus tager det i dag 58 minutter.
Hvad værre er: i 50’erne betalte staten de fleste udgifter til den kollektive transport. Nu har udviklingen ført til, at det er kommunen, der skal betale. Og det bliver dyrt. Billund kommune skal således finde ca. 13 mio. kr. for at beholde de vigtigste ruter til og fra kommunen.
Sikken udvikling !









RSS