”Det går godt for tiden”, sagde min kone. ”Hvad mener du med tiden?”, spurgte jeg og svarede selv. For tiden? Fortiden? Jeg har lidt småtravlt for tiden. Der var ligesom ikke tid til at vente på et svar. Min kone skal have tid til at tænke sig om. Det er noget, der er kommet med tiden. Det fik hun ikke i dag. Altså tid til at tænke sig om. Det var der bare ikke tid til.

”Det går godt for tiden? Ja måske”, sagde jeg. ”Men ikke med tiden, for den har vi ligesom for lidt af, for tiden. Vi har god tid, siger du. Men jeg har dårlig tid, lige nu. Tiden skrider nemlig for os. Tiden er en tidsrøver. Men den læger alle sår ligesom læger uden grænser læger udenfor tid og sted. Hvis der da er noget at læge. Hmm. Det er der som regel. Tidens tand for eksempel. Tidens tand gnaver i os alle. Vi bliver tandløse med tiden. Og så går da tiden med noget. Ja, men hvem gider gå med gebis?

Tidtageren forstår det næppe. Hans opgave er jo bare at tage tiden. Som en læge, der tager en temperatur eller måler en puls. Fra tid til anden. Han er nærmest udenfor tid selvom han faktisk står med tiden i hånden og ved et enkelt tryk på en knap kan sætte tiden i stå. Alt har sin tid. I vores tid skal vi tage tiden alvorligt. Det er nu eller aldrig. Der skal tid til.

Der er en tidsfaktor, tidens X-factor, som placerer os i en tidszone, en tidslomme, hvor vi ikke kan tåle at spilde tiden. Det bliver rent tidspilde! Fy for pokker! Det duer bare ikke at være bagud med tiden. Man må være foran, så man ikke bliver bagud. Sådan er det. Det handler om at have en ordentlig tidshorisont, se tiden an. Det kommer med tiden. Hvis ellers tiden slår til. Det gør den jo aldrig! Jo den gør!

Men tiden slår også hårdt, så hårdt at folk engang imellem har brug for at slå igen. Av! Det gør vi så. Der er folk, der ligefrem slår tiden ihjel! Uhhadada Uhhadadadada! Det lyder farligt! Ja, men pludselig står tiden stille, helt stille, man mærker sin egen puls igen, vejrtrækning, åndedræt, man lever, det er en sjov tid at leve i , en god tid, hvis ellers man kan få tid til det – god tid til tiden….”.

Min kone fik det sidste ord: ”Du er da vist kommet for tidligt op i dag? Men bare rolig – det går over med tiden! Det går nemlig godt for tiden!”