Om indvandring og kulturudveksling
Det første ubehagelige indslag i optakten til kommunevalg 2009 har Dansk Folkeparti præsteret. Billedet af en overvældende og svulstigt udseende moské, og opråbet: stem dansk.
Derfor vil jeg straks tilstå, at jeg er 6. generationsindvandrer.
Og stolt over min indvandrer-familiestamfar.
Johann Christoph Bayer kom til København i sommeren 1768, 30 år gammel. Han var uddannet porcelænsmaler – med blomster som speciale - i sin fars lille porcelænsfabrik i Nürnberg, og havde fået udlængsel. Hvorfor det blev Danmark, ved jeg ikke. Og måske var det i virkeligheden en fejltagelse, for der fandtes ingen porcelænsfabrikker i Danmark på det tidspunkt.
Ved en tilfældighed – jeg forestiller mig, at han sad i Botanisk Have og kiggede på blomster – kommer han i snak med direktøren for Botanisk Have, G.C.Oeder, der også var tysker. Oeder har en række blomstermalere i gang med at male et opsigtsvækkende bogværk – Flora Danica - som Christian den 7. har ønsket udarbejdet. I bogværket skal der være håndkolorerede billeder af alle blomster i kongeriget Danmark.
Johann Christoph bliver ansat til at male blomster i bogværket. Da en anden tysker - Frantz Heinrich Müller – i 1775 starter den nye, kongelige porcelænsfabrik op i København, og Christian den 7. ønsker, at fabrikken laver Europas flotteste porcelænsstel med blomsterne fra Flora Danica, bliver det Johann Christoph, der stort set maler hele det første Flora Danica porcelænsstel, som dronning Margrethe i dag ejer og bruger.
Til mit store held møder Johann Christoph en københavnsk pige og får stiftet familie, selvom han er oppe i alderen. Han dør i 1812, 74 år gammel.
I 2005 udkommer den danske kulturkanon, og her viser det sig, at Flora Danica stellet er med som en del af den danske kulturskat. Og Johann Christoph er nævnt, som skaber af stellet.
Det var godt, at han valgte at slå sig ned i Danmark.









RSS