Nøgne mennesker sælger
Foto: HENNING NYVANG
En gang var det nok at reklamere med, at tøjet blev rent, hvis man brugte et bestemt vaskepulver – det er det ikke længere. Nu skal der fortælles en historie - helst af flere omgange.
Nu er det ikke fordi, jeg opfatter mig selv som særlig snerpet eller humorforladt, men jeg synes alligevel, det er mærkeligt, at der skal sælges produkter ved hjælp af nøgne mennesker.
Tag nu for eksempel den reklame, som i øjeblikket kører på tv for TDC. Her ser man et midaldrende par, nøjagtig som Vorherre har skabt dem. Konen sidder på knæ og ordner et blomsterbed, mens manden vander buskene i haven. Jeg har ikke helt fattet pointen og koblingen mellem TDC og disse to naturister – måske vil TDC have flere afklædte mennesker til at købe deres produkt?
Det kan selvfølgelig være, tiøren falder, hvis reklamen fortsætter med nye ”afsnit”.
Så er der en reklame fra Automester. Igen en flok nøgne mennesker. Her er sloganet godt nok, at man ikke bliver klædt af til skindet, når man får bilen ordnet der – men er det specielt sjovt?
Og det tredje: Her ser man tre gutter, der hygger sig over et spil kort. Den ene stiller spørgsmålet, om de ikke skal invitere pigerne med i aften – og vupti… så ryger både hyggen og tøjet. Idéen er selvfølgelig, at butikskæden kun er for mænd.
Egentlig har jeg ikke noget imod nøgne mennesker i reklamer, men jeg har svært ved at se, hvorfor de skulle sælge særligt godt.
På den anden side, for mig må de være (af)klædt, som de vil i reklamerne – bare reklamerne ikke afbryder midt i programmet. Der er næsten ikke noget, der er mere irriterende.









RSS