Owen Luft: Nattekø i 10 graders frost
Her til formiddag skyder Andelskassen gang i billetsalget til festivalen i Nordenskov og traditionen tro begyndte køen foran billetsalgsstederne allerede i aftes at danne sig – trods udsigten til en kold nat.
Den første mand i køen foran Andelskassen i Grindsted, Per Hansen fra Krogager, var på pletten allerede klokken 22 onsdag aften. Frem til klokken 24 kunne han glæde sig over, at forlokalet til Andelskassen stod åbent. Men fra klokken 24 til klokken 06.00 måtte han – sammen med de andre fremmødte – opholde sig uden for på gaden.
- Det var da koldt. Men jeg har haft godt med tøj på samt en god sovepose, siger Per Hansen, der kun har misset en enkelt Owen Luft Kånsert siden starten i 1991.
- Da var jeg syg og kunne ikke komme. Men ellers er jeg med hvert år, siger Per Hansen.
Også Sten Rasmussen, Tjæreborg, var tidligt på den. Han ankom til Grindsted klokken 5 i morges.
Jeg var lige omkring Nordenskov, men der stod der 160 mennesker i kø, så det ville være umuligt at få billetter. Derfor kørte jeg hertil, siger han.
Owen Luft byder i år på Nephew, TV2, Danser med drenge, Poul Krebs, Infernal og Dalton.
Festivalen holdes lørdag den 26. juni på Nordenskov Stadion.




RSS