Bilbrand var påsat
Foto: RENÉ LIND GAMMELMARK
Brandfolkene fra Falck-stationen i Grindsted rykkede i nat omkring klokken 03.15 ud til en bilbrand i plantagen ved Simmelbrovej – umiddelbart uden for Grindsted over for den store parkeringsplads.
Da brandfolkene kom ud kunne de konstatere, at den ældre Golf allerede var totalt udbrændt. Det var en Arla-chauffør, der kom kørende ad Simmelbrovej mellem Grindsted og Sdr. Omme, der opdagede branden og slog alarm.
- Det tyder på, at der er nogen, der har leget med bilen. Den er kørt ind i et skilt og et træ inden ilden begyndte, siger leder af Falck-stationen i Grindsted, Jimmy Andersen, der selv var indsatsleder på branden.
- Alt tyder på at bilbranden er påsat. Politiet har nu taget motornummeret og vil forsøge at finde ejeren. Bilen var så medtaget af branden, at vi umuligt kunne se, hvilken farve, den oprindelig har haft, siger Jimmy Andersen.












RSS