Ujævn kamp gav endnu en sejr til drenge U12 AA
Hørninghallen, 14. marts 2010
Team Hørning - GGIF 17-30 (10-13)
Der skulle gå en hel halvleg, inden GGIF’s drenge i U12 AA-rækken vågnede op og fandt de vanlige takter frem i opgøret mod Team Hørning.
Første halvleg bar præg af manglende engagement, ringe kommunikation mellem spillerne i forsvaret og et til tider for fantasiløst angrebsspil. Dette medførte, at Team Hørning ikke havde vanskeligt ved at følge nogenlunde med Grindsted. En tre-måls forskel ved pausen var ikke, hvad man havde forventet mod et hold i midten af tabellen, og træner Erik Bremer fandt da også de store bogstaver frem som optakt til anden halvleg.
Det var da også et hold, der var som forvandlet, der løb på banen til de sidste 25 minutter. Forsvaret lukkede bedre af, men frem for alt fik skytterne gang i scoringerne, bagspillerne leverede den ene gode frispilning efter den anden, hvilket stregspillerne kvitterede for med sikre skud på mål, og specielt højrefløjen fik også sat sit præg på kampen.
Målscorere var Marcus Franck og Mikkel Bremer (hver 6), Anders Christiansen og Markus Bertelsen (hver 5), Magnus Nørlund (4), Jacob Madsen (3) og Dann Larsen (1).
GGIF er dermed fortsat alene i spidsen af tabellen, to point foran HEI. På søndag venter en svær opgave på udebane mod rækkens nummer tre, Bjerringbro, inden de to tophold, GGIF og HEI Skæring, tørner sammen i Lynghallen lørdag den 27. marts. Her bliver det hele afgjort, idet det er sidste runde i turneringen.












RSS