Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

Sdr. Omme

Iver Egsgaard giver byen en jubilæumskoncert

01.07.2010 kl. 07:13 Af
Iver Egsgaard giver byen en jubilæumskoncert
Købmand Iver Egsgaard har stadig masser af energi og gode idéer, selv om han nu runder 50 år.
Foto: JAN KRONVOLD

Annonce
Selv om Iver Egsgaard fylder 50 år, har han ingen planer om at gå på nedtrapning. Han har også 20 års jubilæum, som bliver fejret med en koncert for hele byen til september.

Det siges, at kært barn har mange navne, og Iver Egsgaard i Sdr. Omme har i sandhed mange titler.

Købmand, musiker, koncertarrangør, rejsearrangør, iværksætter er blot nogle af de titler, som kan sættes foran Iver Egsgaards navn.
I dag torsdag den 1. juli fylder han 50 år, og den bliver fejret med en tur til København, som han har fået af sin kone og de tre børn.

Det er ellers lidt af en sjældenhed, at den driftige købmand tillader sig at nuppe en fridag midt i ugen.

– Jeg har aldrig arbejdet så meget, som jeg har gjort i de seneste fem år. Jeg mærker bestemt ikke alderen, og jeg har ikke i sinde at begynde at trække mig tilbage. Det gør jeg først, når jeg ikke længere har samme aktivitetsniveau som i dag, fastslår Iver Egsgaard.

Arbejdet har så også båret frugt, idet omsætningen også er blevet fordoblet i de fem år for købmanden, der efter en kæmpe ombygning nu er blevet en Eurospar, som er en overbygning af Super Spar.

– I dag er det ikke kun lokalbefolkningen, der handler her. 50 procent af kunderne kommer udenbys fra, fortæller Iver Egsgaard.

Han havde ikke regnet med, at han skulle være selvstændig efter endt læretid hos købmand Preben Jørgensen i Grindsted.

– Der skulle tingene være i orden. Det er nok der, jeg har det fra. Jeg er også ordensmenneske, men jeg havde aldrig tænkt på, at jeg skulle være selvstændig. Jeg har bare grebet chancen, da den bød sig, mener Iver Egsgaard.

Ud over den runde dag, har Iver Egsgaard i år også 20 års jubilæum.

Det bliver fejret med en koncert i Sdr. Omme Idrætscenter den 11. september. Her medvirker følgende: Dr. Diesel med Iver Egsgaard og datteren Mia, skuespilleren Rasmus Bjerg fra Spar-reklamerne, Tørfisk, Kim Larsen kopi-bandet Midt Om Natten og Billy Bobbers.

Billetsalget begynder i uge 30 og prisen for mad og underholdning er 200 kroner.

Overskuddet går ubeskåret til Sdr. Omme Idrætscenter.

BLÅ BOG
Iver Egsgaard er født i Filskov
Han stod i lære hos købmand Preben Jørgensen i Grindsted
Iver Egsgaard er gift med Lene, og de har de tre børn, Louise, 24 år, Mia, 21 år og Simon, 17 år.




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Sdr. Omme-forsiden

Bedøm artiklen:
2
 har stemt. Gennemsnit
3,5
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere


flexblock
Stem
Hvis du fandt en stor pose penge, ville du så aflevere den til politiet?


flexblock