Flere rekorder blev slået på Vorbasse Marked
Foto: JAN KRONVOLD
Årets udgave af Vorbasse Marked var nummer 280, og det blev et af de mest perfekte og fredelige markeder i mange år.
Vejret var helt perfekt til marked, nemlig med mange skyer, vekslende sol og en smule vind. Det har åbenbart fået mange flere end normalt til at besøge markedet.
– Dette års marked overstiger alle vores forventninger og håb. Det har været en kæmpe succes med perfekt markedsvej på omkring 20 grader og tørvejr. Der kom lidt dryp fredag, men det var så lidt, at man ikke kunne se det. Det vejr, vil jeg også gerne bestille til næste år, siger forretningsfører i Vorbasse Grundejerforening, der står bag markedet, Mogens Johansen.
Torsdag og lørdag var der så mange mennesker på markedet, at forretningsføreren mener, at det var været de allerstørste dage nogensinde. Fredag var nogenlunde som tidligere år.
– Vi var i hvert fald ikke under 250.000 mennesker, fastslår Mogens Johansen.
Der var cirka 200 smådyrshandlere på årets marked, og fuldt hus hos kræmmerne, hvilket vil sige 650. Flere kan der ikke være på markedet, som nærmest bugnede af heste.
– Der har været rekord i heste. Cirka 950 i alt, mod 650 i 2009, og vores nye hesteplads har fået meget ros, fortæller Mogens Johansen.
Politiet havde ikke meget at lave i forbindelse med markedet, og ordensvagten betegner markedet som roligt – med små episoder, som politiet opfatter som fuldemandsballade. Eneste lille skramme i den skinnende lak var et voldtægtsforsøg, som en 21-årig kvinde anmeldte søndag morgen.
– Vi skal sikre, at forholdene er så gode og sikre som muligt for vores gæster. Derfor har vi et samarbejde med både politi, KS Vagt og Ambulix, så gæsterne er omgivet af tryghed, siger Mogens Johansen.
I dag stod frivillige fra Vejen Badminton for oprydningen på pladsen. Det forventes, at det arbejde er færdigt på tirsdag.












RSS