En kriger i kjole

I Grindsted, byen kendt for deres kartofler, bor Markus på 5½ år. Markus bor med sine små søskende Noah og Lukas på 4 år, som er tvillinger og deres far og mor.
Nogle af politikerne fra det lokale byråd har indstillet drengenes aldersintegrerede institution til lukning.

Det er dumt syntes Markus og det syntes Markus’ forældre også.
Markus’ mor sidder i forældrebestyrelsen og kan godt lide noget, der hedder politik. Markus siger til mor, ”at de dumme mennesker ikke må lukke hans skovbørnehave” – ”Mor jeg stiller et kæmpe hegn omkring børnehaven – så kan de altså ikke lukke den, når de ikke kan komme ind til den!”

Mor stryger Markus over håret. Det gør hun ofte, når han siger noget klogt.
Mor og far taler meget om kampen for at bevare den aldersintegrerede institution – og mor tager til mange møder, skriver læserbreve og høringssvar.

Markus ved godt, at kampen handler om nogen, der slås. Så Markus’ mor må være en kriger i kjole – Markus tænker på om mor gemmer maskinpistoler, sværd og ninja stjerner under kjolen? En kriger i kjole, der kan skyde med ord fra computeren, tal og fakta – måske er der også en kæmpe kanon på mors røde cykel?

Mon mor skyder de dumme mennesker fra cyklen, når hun cykler til møder omkring lukningen af den aldersintegrerede institution?
Markus’ mor ligner ikke en kriger og han har aldrig set hende slås. Mor kan bage sunde brød til frugtposen, lave mad og vaske tøj og læse historier om alt mellem himmel og jord. Det er far, der kan det der med værktøj og maskiner. Far kan bygge ting.

Så Markus tænker, at far kan bygge et kæmpe højt hegn omkring institutionen med fælder, hængebro og en ulækker voldgrav fyldt med hundelort og krokodiller. Der skal også være rosen torne på, for de stikker og børnene skal kaste med vandballoner mod de dumme mennesker, hvis de kommer for at lukke institutionen.

En nat drømmer Markus, at en af politikerne kommer over i den aldersintegrerede institution, det er ham mor kalder, manden i den hvide skjorte. Markus siger til manden med den hvide skjorte, at det er underligt at lukke noget, han ikke kender. ”Kom nu herned til mig mand, du kan ligge dine voksenben i mit rum og låne nogle små børneben”. ”Kom med ned i salen – wuhuu er den ikke stor, se der er en Tarzan bane”. ”Om lidt spiser vi formiddagsmad og så går vi ud i skovpavillonen”.

De går med børneskridt ud i skoven og snakker om alle de planter, træer og dyr de ser. Markus kender naturen og det, der rører sig i den.
De kommer ud til pavillonen ved skoven og den store hede, det er overvældende i børnehøjde og fyldt med udfordringer. Der er natur i tonsvis. Fårene går på heden og græsser, myrerne kravler i skovbunden og fuglene kvidrer i træerne. ”Uhmm det her er dejligt – du skal med i hængekøjen og bagefter skal du med i det sorte hul.” ”Det er det fedeste sted!” ”Vi kan også se, hvem der kan kravle højest op i træerne?”

Manden i den hvide skjorte begynder at smile – han kan vist godt lide at lege i naturen, som da han selv var barn. Han er helt vild med de store maskiner i sandkassen som Noah og Lukas venligst låner ham.
Markus vågner af sin drøm – han kan høre Noah og Lukas er stået op, og mor og far laver morgenmad. Sikke en dejlig drøm – manden i den hvide skjorte var slet ikke dum, han havde bare glemt, hvordan det er at være barn. Markus fortæller mor og far om sin drøm og mor svarer; ”Vi er vist alle en slags krigere i vores familie”.