Forhandlinger fortsætter uden De Konservative
Foto: RENÉ LIND GAMMELMARK
Fredag aften mødtes forhandlerne fra de politiske partier igen efter det forslag til budgetforlig, de torsdag var nået frem til, havde været præsenteret for deres byrådsgrupper.
Hurtigt stod det dog klart, at De Konservative ikke kan acceptere det udspil, man torsdag ved midnat nåede frem til og De Konservative forlod dermed forhandlingerne og er på nuværende tidspunkt helt ude af forhandlingerne. Dermed er det kun Venstre, Socialdemokraterne, SF, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre, der tropper op til forhandlinger søndag klokken 18.30.
- Vi mødes igen til forhandlinger i den gruppe, vi sad tilbage fredag aften. Vi forhandler, fordi vi tror vi kan få en bred aftale. Det er svære forhandlinger, idetd er jo skal fidnes så mange penge, som det er tilfældet, men jeg har stadig troen på, at vi finder hinanden, siger borgemster Ib Kristensen (V).
Ifølge midtjyskugeavis.dk's oplysninger er der dog også i den socialdemokratiske gruppe, problemer med at opnå helt enighed i forhold til skolelukninger. Men det afviser gruppeformand Gitte Ottesen dog:
- Vi har Ikke svært at finde enighed – det er bestemt ikke min opfattelse. Vi har selvfølgelig også forskellige personer med forskellige opfattelser i vores gruppe, men situationen er ikke præget af uenighed, siger Gitte Ottesen.
At partierne mødes igen søndag er dog et klart signal om, at der er vilje og tro på, at man kan nå en aftale de fem resterende partier imellem.
Oprindeligt var der helt enighed om, at et budgetforlig med store besparelser - som de, der er lagt op til - kun kunne gennemføres, hvis samtlige byrådsmedlemmer kunne stemme for. Men nu oplyser de samme kilder, at et stort forlig - uden De Konservative - absolut er en mulighed.
- Vi andre skal ikke lade os ryste af, at De Konservative ikke vil tage et økonomisk ansvar for denne kommune, siger én af kilderne, mens en anden siger:
- Hvis man tror, at man kan sidde i Frankrig og styre så vanskelige forhandlinger, som vi har været igennem og forsat sider i, så tror man fejl. Det er ved forhandlingsbordet, det foregår og vi andre er enige om, at vi er nødt til at tage et ansvar. Kommentarerne falder med slet skjult hentydning til den konservative gruppeformand, Kim Gosvig Hansen, der under forhandlingerne har været på ferie i Frankrig. Ifølge midtjyskugeavis.dk's oplysninger skulle han dog være hjemme igen søndag. Men i første omgang fortsætter forhandlinger uden De Konservative.
En af de få officielle kommentarer kommer fra S-forhandler Frede Nørskov. Han tror på, at det stadig er muligt at få et ansvarligt budgetforlig i hus – selvom der stadig er knaster, der skal overvindes:
- Der er ingen ide i at mødes søndag, hvis vi ikke troede på, at vi kunne nå en aftale. Så enkelt er det, siger Frede Nørskov, der sammen med Gitte Ottesen deltager i budgetforhandlingerne for Socialdemokraterne.










RSS