Regeringen laver ”Billund”-lov
Foto: BENNY F. NIELSEN
Der er jubel på borgmesterkontoret i Grindsted efter Regeringen i sidste uge kom med deres udspil til ”Danmark i balance” med særlig fokus på mindre kommuners behov for fremtidig udvikling. En del af loven kunne nemlig lige så godt have heddet ”Loven til udvikling af Billund Kommune”. For års kamp mod planloven har båret frugt og regeringen åbner nu op for både outlet-center uden for Billunds midtby og et handelsliv uden for Grindsted centrum.
I udspillet hedder det nemlig at ” alle kommuner hvor ingen by har over 20.000 indbyggere med et landsplandirektiv kan få lov til at planlægge eksempelvis udvalgsvarebutikker uden for bymidten, hvis det sker på steder, hvor der er mange besøg f.eks. ved en international turistattraktion eller større havn, og hvor disse besøgende må formodes at have en interesse i at shoppe – og dermed bidrage til lokalområdets økonomi og beskæftigelse.
Dermed kan miljøministeren fremover udstede et landsplandirektiv og give tilladelse til eksempelvis outlet-center eller den sidste år meget omdiskuterede tæppeforretning i Grindsted med facade ud mod Vejle Landevej.
- Der er ingen tvivl om, at hvis jeg skal tolke dette her, så kan jeg kun være tilfreds. Vi har fået det, vi gerne vil. Nu kan vi så kun håbe, at når loven bliver fremsat, så er det samme fortolkning, siger borgmester Ib Kristensen og fortsætter:
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har brugt rigtig meget tid på denne problemstilling. Og det er selvfølgelig altid en glæde, når noget det lykkes.












RSS