Skadestue står foran genåbning
Foto: UFFE DAHL
Snart kan det være slut med kun at modtage patienter, der er visiterede fra enten egen læge eller lægevagten, for personalet på Grindsted Sygehus’ skadesklinik. Region Syddanmark er nemlig i gang med at få præciseret servicemålene for skadesbehandlingen og i den forbindelse stilles der skarpt på, om borgerne få en nogenlunde ens service. Og noget kunne tyde på, at det ikke er tilfældet.
Skadesklinikken på Sydvestjysk Sygehus Grindsted er nemlig den eneste i regionen – udover ø-sygehuset på Ærø – der kræver visitation af patienterne fra egen læge eller vagtlægen.
På seneste regionsrådsmøde var rapporten om regionens servicemål til behandling inden den skulle i høring, og her rejste Preben Jensen (V), Billund, spørgsmålet, om det ikke er tid til at fjerne visitationspligten.
- Jeg er meget optimistisk med hensyn til at skadestuen i Grindsted igen bliver helt åben, siger Preben Jensen.
Politisk bestemt
Da man i sin tid – i det gamle Ribe Amts - lukkede skadestuen i Grindsted og lavede en skadesklinik, der krævede visitation, var det imidlertid en politisk løsning for at sikre Esbjerg Skadestue et stort optag. Det erkender regionsrådsmedlem Thyge Nielsen (V), fra Årre.- Det var politik. Derfor er det meget muligt at tiden er kommet til, at man skal ændre den nuværende ordning, siger Thyge Nielsen.
Også Socialdemokraten Poul-Erikl Svendsen, der er formand for udvalget vedr. udarbejdelse af ny vision for Region Syddanmarks sundhedsvæsen, åbner for muligheden.
- Det vil vi tage med i betragtning, når vi igen skal behandle sagen politisk. I første omgang er rapporten sendt i høring. Derefter skal vi se på hele situationen igen og så tage stilling til sagen engang hen over vinter. Og det er ikke umuligt, at Skadesklinikken i Grindsted så er kommet med som et punkt. Man skal som udgangspunkt give borgerne samme service hvad enten de bor i Svendborg eller i Grindsted, siger Poul-Erik Svendsen.










RSS