Billund klar med mere anonym rådgivning
Foto: BILLUND KOMMUNE
En undersøgelse som bladet Danske Kommuner har lavet, fortæller dog at tilbuddet i mange kommuner kun er benyttet i meget begrænset omfang.
I Billund Kommune har man ikke opgjort antallet af anonyme henvendelser, men tre afdelinger i Børne- og Kulturforvaltningen har, længe inden undersøgelsen blev offentliggjort, arbejdet med, at lave en ny mere omfattende og synlig anonym rådgivning til børn og unge og deres familier.
- Vi ved at rådgivning i rette tid kan forebygge. Derfor har vi ønsket at lave et nyt og bedre tilbud til børnene, de unge og deres familier, siger Leif Christensen, der er leder af Familieafdelingen i Billund Kommune.
Familieafdelingen, Sundhedsplejen og Pædagogisk-Psykologisk rådgivning (PPR) i Billund Kommune er sammen om det nye tilbud, hvor 28 fagpersoner i alt er med omkring en vagttelefon, hvor åbningstiden er væsentlig udvidet.
Den nye anonyme rådgivning i Billund Kommune havde premiere i går, onsdag den 1. september, og initiativtagerne vil gøre rigtig meget for at sprede budskabet, så kommunens børn og unge samt deres familier bliver klar over, hvor de kan ringe hen og få rådgivning.
- Nummeret er 7972 7374, og vi vil sørge for at nummeret og især budskabet om det udvidede tilbud kommer ud til målgrupperne. Det vil vi gøre i samarbejde med skoler og institutioner, gennem ungdomsskolen og vores Stifinder, der i forvejen er i kontakt med de unge. Vi vil også annoncere og i øvrigt bruge de kanaler de unge bruger. Det kan være elevintra, men også facebook, siger Merete Flensborg, der er koordinator på det nye tilbud.
- Den anonyme rådgivning giver familien eller den unge mulighed for at få råd og vejledning af en relevant fagperson uden at man bliver en sag på kommunen. Udover samtaler i telefonen vil der være mulighed for en-to samtaler/møder med den unge eller familien, siger Jesper R. Hansen, der er leder af PPR i Billund Kommune.
Der indgår både psykologer, socialrådgivere og sundhedsplejersker i det nye rådgivergiverteam i Billund Kommune.
- Det er ikke sikkert, at den person der tager telefonen er den rigtige i forhold til det konkrete problem en familie eller ung har, men så kan man viderestille eller få den relevante person til at ringe op, forklarer Jytte Pedersen, der er leder af sundhedsplejen i Billund Kommune.












RSS