Skolelukninger opstod i forhandlingerne
Foto: UFFE DAHL
I en fælles pressemeddelelse, som kan ses nedenfor lægger de to partier vægt på, at skolelukningerne dukkede op i budgetforhandlingerne som en del af processen. I artiklen på midtjyskugeavis.dk, som kan ses i linket til højre for denne artikel, siger Gitte Ottosen blandt andet: ”Vi var villige til at drøfte skolelukninger – selvom det ikke var vores forslag….”
- Venstre havde behov til at få lavet denne pressemeddelelse, og det havde jeg ikke noget problem i at medvirke til, siger Gitte Ottosen der ikke bestrider citaterne i artiklen, men medgiver, at det kunne misforstås derhen, at det var Venstre, der havde forlangt skolelukninger.
- Vi har derfor lavet denne fælles formulering, hvor vi præciserer, at det er et led i en forhandlingsproces. Det kommer ikke fra et bestemt parti, men er en del af processen, siger Gitte Ottosen
Pressemeddelelse:
I en netartikel i Midtjysk Ugeavis, mandag, kom det til at se ud som skolelukninger i Billund er et Venstre forslag. Det er ikke tilfældet.- Ingen i de fem partier, der har forhandlet om et budgetforlig har ønsket at lukke skoler, men i forhandlingsprocessen har det vist sig, at vi ikke kan lave et forsvarligt budget uden at der findes besparelser på skoleområdet, siger Gitte Ottosen, der er gruppeformand for socialdemokraterne.
- Skolelukninger er absolut ikke vores prioritet. men vi står med et valg mellem reformer, der lukker små skoler eller en generel nedskæring af midlerne til skolerne, hvilket rammer hårdest på de små skoler, siger Venstres gruppeformand i Billund Byråd, Lona Linding.
Lukning af små skoler har været et tilbageværende tema i en del år. I Filskov har de af samme årsag været klar til at etablere en privatskole i en årrække.
Privatskoler kan være løsningen
- Da planerne for en ny skolestruktur kom frem indledte forældrene i Hejnsvig, Stenderup-Krogager og Filskov en kamp for deres skoler. En kamp de har prøvet før. Det er opslidende og for Filskov og Stenderups vedkommende, så vil forslaget om skolelukninger dukke op igen ved næste budget, hvis ikke vi finder en løsning nu, siger Lona Linding.Derfor har partierne også helt åbent talt om, at en privatskole kan være den bedste løsning for Filskov og Stenderup-Krogager.
- Hvis de to samfund ønsker at slipper for den evige usikkerhed, og i stedet vil oprette en privatskole skal de have fuld opbakning fra byrådet og kommunen. Vi skal tilbyde et samarbejde omkring bygninger med mere. Og vi skal give tid til, at lokalsamfundene kan deltage i processen, så vi kan finde den rigtige løsning, siger Lona Linding.










RSS