Læserbrev: Anlægsinvesteringer til ny skole i Billund
Fakta er imidlertid, at selvom vi ser frem til 2017, så vil der stadig ikke være lokaler nok. Det må selvfølgelig nøje vurderes, hvad der skal til af om/tilbygning, og hvad det koster. Men for Socialdemokraterne er det vigtigt, at byrådet står ved den beslutning de har truffet om én skole i Billund beliggende på Kærvej. At fortsætte på to matrikler er uholdbart i længden. Der opstår let to subkulturer, der senere kan få vanskeligt ved at sammensmelte til én.
Alle landets kommuner skal i disse år fokusere på deres driftsomkostninger. Det er her, Regeringen pålægger os at spare og her de straffer os økonomisk, såfremt vi overskrider rammen. At nedlægge Enggårdsskolen og Søndermarksskolen for at etablere en ny skole er en driftsbesparelse, der kan mærkes på kommunens budget. Og den driftsbesparelse vil selvfølgelig blive større, når skolen bliver samlet på en matrikel.
Regeringen har ikke pålagt os en ramme for vores anlægsinvesteringer. Alligevel skal investeringerne prioriteres og der er mange områder, der skal tilgodeses. Opgaven bliver ikke let. Men anlægsinvesteringer både til den nye skole i Billund og til Sdr. Omme skole vil stå højt på vores prioriteringsliste.
Gitte Ottosen
Gruppeformand for Socialdemokraterne i Byrådet












RSS