Største festugeprogram hidtil
Foto: UFFE DAHL
Når der i dagene fra den 31. august til den 4. september er Grindsted Festuge, så bliver det med et program,d er overgår de to seneste år.
- En del af punkterne er gode gamle kendinge fra de tidligere år, men det er også meget glædeligt, at der er kommet nye til, oplyser folkene bag festugen, Jan Poulsen, Johnny Hansen og Billund Kommunes kulturkonsulent, Chalotte Popp, som på grund af ferie ikke har det endelige program på plads endnu. De vil dog gerne løfte en del af sløret:
Der lægges ud onsdag den 31. august med havkajak på Engsøen, som bliver arrangeret af Grindsted Ro- og kajakklub samt DGI. Desuden vil der være et Magionløb og en Børnekoncert.
Om torsdagen fortsætter festugen med en ”syng med aften” på Cafe Jydepotten og koncert i teltet.
Fredag holder Billund Erhvervsfremme morgenmøde i teltet, og Sydbank arrangerer Festuge Amatør Grand Prix. Der vil være linedance og cykelringridning, og byens butikker holder ”Open by Night.”
Lørdag er der høstmarked og linedance, og Tour de Pedal arrangerer en cykeltur.
Der bliver arrangeret et kræmmermarked, og Hjemmeværnskompagni Billund kører på torvet.
Det bliver højkulturelt, når Folkeuniversitet arrangerer ”spansk aften” i Kulturhuset.
Søndag inviterer Grindsted Kirke indenfor til temaet: ”Når Gud holder fest,” og vil senere stå for Frokostjazz i teltet sammen med Lyngheden og Musikskolen.
Hotel Lyngheden bidrager desuden til festlighederne ved alle dage at byde på en festugebufet.
Musikskolen kommer også med et par indslag, og Magion vil præsentere et program i forbindelse med festugen, ligesom der er flere andre ting i støbeskeen.
Grindsted Festuge opfordrer alle til at byde ind, hvis de har lyst til at levere et indslag.
På www.grindstedfestuge.dk kan man løbende blive opdateret i festuge-programmets udvikling.










RSS