En million kroner blev overset i Hejnsvig
- Oprindeligt stillede vi kommunen i udsigt, at vi ville komme med fire millioner kroner, men efterfølgende er vi så blevet opmærksomme på, at beløbet rent faktisk er momspligtigt, så derfor er målet nu hævet til fem millioner kroner, siger Leo H. Pedersen,
Han er formand for styregruppen, der står bag indsamlingen af midler til halpojektet i Hejnsvig.
Kassebeholdningen har netop rundet 1,5 millioner kroner, men selvom der endnu er langt igen for de mange frivillige, der kæmper for at skaffe økonomi til opførelsen af hallen i Hejnsvig, så vakler de ifølge Leo H. Pedersen ikke i troen.
- Selvom det selvfølgelig er en streg i regningen, så er vi fortsat optimistiske, og vi tror på, at vi nok skal komme i mål. Men det kræver, at der bliver knoklet, og at byens borgere hjælper til og fortsat bakker op om de tiltag, der bliver sat i søen, siger han.
Ifølge kommunens masterplan er der afsat midler til anlægsarbejdet med hal og børnehave i Hejnsvig i årene 2013-2015.
I alt drejer det sig om 23 millioner kroner, og dertil kommer de fem millioner kroner, som byens borgere selv har sat sig for at finde.












RSS