Milde Moses som musical
Foto: UFFE DAHL
Opførelsen er en fortælling i sang og musik om Moses, som bliver fundet af Kong Faraos datter i en sivkurv ved Nilens bred. Moses vokser op på slottet, men det lykkes ham ved Guds hjælp at befri alle israelitterne fra slaveriet i Ægypten og fra kong Faraos magt.
Børnekorene fra Egtved og Billund kirker har sammen med Hejnsvig Kirkekor i efteråret og vinteren øvet sangene hver for sig samt ved fælles korprøver.
Koret tæller i alt 45 sangere, og de ældste korsangere i Hejnsvig Kirkekor har rollerne som Moses, Farao og Faraos datter.
Desuden vil de lokale minikonfirmander i Billund og Hejnsvig samt spirekoret i Egtved medvirke som blandt andet israelitter.
De tre tre opførelser af Milde Moses vil blive dirigeret af Birger Sørensen fra Grindsted og får hjælp af tre professionelle musikere: Svend Eeg fra Århus sidder ved trommerne, John Skou fra Filskov tager sig af bassen, og på klaver spiller organistassistent ved Billund Kirke, Kristjan Piirimets.
Flere af Benedicte Riis’ sange er gået hen og blevet hits blandt korsangerne, så ifølge dem venter der tilhørerne en dejlig oplevelse, når Milde Moses opføres i Egtved og Billund Kirker den 28. januar og i Hejnsvig kirke den 5. februar.












RSS