Spændingsniveauet var for højt
To gange i denne sæson har Mads Brandt sammen med Vejle Håndbold vundet over Fredericia Håndbold med cheftræner Søren Hildebrand i spidsen.
I forbindelse med Mads Brandts uddannelse som håndboldtræner har han fået karakterer af....Søren Hildebrand, så det passede naturligvis Mads Brandt glimrende, at Vejle Håndbold lørdag eftermiddag for anden gang i denne sæson vandt over naboerne.
Denne gang lød sejren på 26-23 i Fredericia Idrætscenter, og den kom i hus trods en noget lunken indledning på kampen af Vejle Håndbold.
- Vores spændingsniveau var for højt i begyndelsen, men alligevel lavede vi en fornuftig indsats i vores forsvar, sagde Mads Brandt.
Han mente, atgæsterne spillede for meget sidelæns i første halvleg.
- Det blev bedre i anden halvleg, og spillerne skal roses for indsatsen. De havde is i maverne, og det gjorde, at vi vandt endnu engang, sagde Mads Brandt, som fik den modstand, han ventede.
- Jeg troede, Fredericia knækkede, da vi kom foran med fem i anden halvleg, men det gjorde de ikke. Jeg synes, Fredericia spillede en fin kamp, men heldigvis spillede vi en flot forsvarskamp, hvor spillerne udførte alt perfekt, sagde Mads Brandt.
















RSS